Mit forhold til Fanø er noget
sentimentalt; overdrevent følelsesfuldt; når jeg taler om Fanø er
jeg tilbøjelig til at svælge i ømme og vemodige følelser. Jeg –
eller er det vi, for nu er jeg jo skilt fra den kvinde jeg
boede der sammen med og hvis jeg skriver vi, bliver det vi så
et forræderisk vi i forhold til den kvinde jeg bor sammen med nu,
nej, det er vel blot et historisk vi, børnene var der jo også,
børnene er også med i det vi, og dem vil jeg jo ikke ekskludere,
men hvorfor skulle jeg også ville ekskludere den kvinde jeg var gift
med, bare fordi jeg ikke er gift med hende mere - Peter Laugesen har
en linje et sted, han skriver at man ikke skal pisse på den man var
som den man er - så altså: vi boede der kun i to år. Selvfølgelig
er det menneskene dér jeg tænker på, det miljø vi var en del af i
Sønderho, størrelsen på byen og måden at være sammen på, tiden,
jeg tænker på stilheden og jeg tænker på huset vi boede i; men
særligt er det naturen der fylder så meget; havet, klitterne,
stjernerne, lyden af det hele, alt det rå, vinden ikke mindst, og
hvordan den hiver i én, og strand, skov, hede. Landevejen.
Løbeturene. Det hele ligger så tæt, så selv på en kortere rute
kan man løbe igennem så meget. Fuglene, køerne, sælerne, fårene.
Blandt andet løb jeg og lyttede til oplæsninger på de ture, til
digte. Her lyttede jeg til Caroline Bergvalls Via, et digt og
en oplæsning jeg kendte vældig godt allerede, jeg allerede elskede.
Hendes karakteristiske stemme. Diktionen og den ubestemmelige
accent. Along the journey of our life half way, I found myself
again in a dark wood, wherein the straight road no longer lay - Dale
1996. Digtet er komponeret via de mange engelske
oversætteler der findes af Dantes Guddommelige Kommedie; det berømte
første vers, eftersigende uoversætteligt. At the midpoint in the
journey of our life, I found myself astray in a dark wood, for the
straight path had vanished - Creagh & Hollander, 1989. Disse
de samme strofer igen og igen, så forskellige, ordnet alfabetisk
efter begyndelsesbogstav. Halfway over the wayfaring of our life,
since missed the right way, through a night-dark wood, struggling, I
found myself - Musgrave, 1893. Og hele tiden Bergvalls stemme, så
inciterende, oplæsningen er 10 minutter lang, den er hypnotisk, også
ekkoet på den oplæsning, en teknisk fejl går jeg ud fra, er
sært... magisk for mig... Oplæsningen og teksten der hele tiden er
det samme og hele tiden noget nyt, og ... Hvad tænker jeg her, jeg
leder efter et adjektiv... Jeg tænker faktisk: intenst...
Oplæsningen og digtet er intenst eksistentielt insisterende.
Halfway along the road we have to go, I found myself obscured in a
great forest, bewildered, and I knew I had lost the way - Sisson,
1980. På en lang tur, solen, heftig sommer, i kuperet landskab,
over klitterne, jeg prøvede at finde ned til stranden fra landevejen
på ureglementeret vis; det viste sig umuligt; der var pigtråd, der
var vandhuller, sump, eng; jeg prøvede igen og igen at komme igennem
men måtte hele tiden vende om, så prøvede jeg en anden sti, en
anden vej, efterhånden træt og med gennemblødte sko. Så prøvede
jeg en anden sti. Halfway along the journey of our life, I woke in
wonder in a sunless wood, for I had wandered from the narrow way -
Zappulla, 1998. Så vendte jeg om. Så prøvede jeg en anden sti,
den førte ned fra en klit, ind mellem nogle små træer, de blev
større, ind i en lysning, jeg måtte stoppe. Det var et underligt
sted at stoppe, et underligt sted at stoppe en sti, der var hjulspor,
hvorfor, hvorfor sådan en lysning her midt ude i klitlandskabet, jeg
svedte. Halfway on our life's journey, in a wood, from the right
path I found myself astray - Heaney, 1993. Så så jeg
bistaderne, der var mange, de var placeret i en cirkel, inde ved
træerne, og jeg stod i midten af den cirkel. Det tog mig lidt tid at
finde ud af hvad det var, hvad det var jeg så, hvor jeg var,
millioner af bier, forestiller jeg mig, jeg kan ikke huske om jeg
faktisk så nogle, men jeg forestiller mig dem, også da jeg var der
gjorde jeg pludselig det, forestillede mig at jeg kunne se dem, at
jeg kunne høre dem, millioner af bier, mig i midten; jeg vendte om
og løb, løb; Halfway through our trek in life, I found myself in
this dark wood, miles away from the right road - Ellis, 1994.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar