Tekst af Hannah Lutz

Reza tar sitt barn med sig och går in på toaletten. Jag väntar på sängen, pillar i hennes saker, den lilla vita hästen i fönstret. Jag stryker den över manen. Fuck! ropar hon ute på toaletten. Fuck! Jag lägger snabbt hästen ifrån mig. Jag sitter stilla, vet inte om jag ska gå in till henne. Jag hör att Reza spolar och sen tvättar hon nånting, vattnet rinner länge, kanske är det barnet hon tvättar. När hon kommer ut ser hon trött ut, det är kanske dags för mig att gå. Jag reser mig. Hur är det? Jag tittar på barnet, det är rött och blankt, ser ut som att det sover med öppna ögon. Reza tittar ut på parkeringsplatsen. Ska vi ta en öl? säger hon. Där ute.

Vi tar hissen ner, jag köper öl i Spar-market. När jag kommer tillbaka har Reza lagt barnet på en filt, vi sitter på den lilla gräsplätten mellan vägen och parkeringsplatsen. Vi dricker Olvi och lyssnar på bilarna, det är fredag, ljust och sent.

Har du lärt dig danska nu? säger Reza.

Jag nickar.

Kan du inte säga något på danska?

Knallert, viskar jag.

Högre, säger hon.

Knallert! väser jag.

Hon skrattar. Säg något annat.

Jag funderar. Madpakke, säger jag. Værelse. Fætter. Computer.

Computer?

Ja, så säger dom. Com-pjuu-dä.

-

Jag sitter på balkongen, Reza och barnet sover. Bilarna kör förbi och en ropar ut genom fönstret, ropar ut över parkeringsplatsen. Jag hör inte vad den säger, hör bara musiken och så är bilen borta, och en annan kommer, och en tredje. Och samma bil igen, de har alla öppna fönster, kör på rad nära varandra.

-

Har du tröttnat på mig?

Reza skakar på huvudet.

Är du bara trött?

Hon skakar på huvudet.

Nej, jag är inte trött. Jag är bara –

Hon sätter sig vid bordet, häller vatten i ett glas. Hon dricker, ser sig omkring i köket.

Har du städat? säger hon.

Nej.

Det ser ut som att du har städat.

Jag rycker på axlarna. Hon skrattar. Det är konstigt att du är här, säger hon. Jag har inte saknat dig. Men nu vill jag inte att du ska åka tillbaka. Du kan bo här. Åk inte tillbaka. Du kan bo här.

-

I köket står vallmo och rosor, det är hett i trapphuset och nere på parkeringsplatsen. Sommar, sommar, sommar, låna mig din tunga! Jordgubbssäsong, de säljer dem i stora, vita askar utanför Spar-market. Vi har det svalt i lägenheten, inga fönster mot söder, de äldre barnen leker på den skuggiga gården bakom huset.

-

Reza har byggt en säng till mig. Den blev färdig idag, den står mitt i rummet och det ligger sågspån på golvet runt den. Medan jag var ute har hon bäddat den med lila och röda lakan. Det är tomt i lägenheten och jag lägger mig på sängen. Mot det vita taket simmar en miljon små silverfiskar i mina ögon. Ljuset förändras långsamt, fiskarna stiger och faller. Det är redan kväll, nu ser jag det mot taket, jag hör Rezas nyckel i dörren. Barnet kan nästan krypa, det försöker krypa över tröskeln. Reza kliver över det och kommer in till mig. Hon sätter sig på sängen. Vill du höra en nyhet? Vi får barnbidrag imorgon. Vi ska ut och äta! Barnet har kommit över tröskeln nu och är på väg mot oss. Reza sträcker ut sina armar. Barnet skrattar och ålar sig fram. Reza glider ner på golvet, lägger sig på rygg. Barnet klättrar över hennes mage och fortsätter mot mig, kråmar sig och skrattar medan det rör sig.

-

Vi är ute bland folk, sitter runt ett litet bord nära dörren, barnet i en hög stol av plast. Äldre människor och människor i vår egen ålder tittar på oss när de passerar. Jag lutar mig in över bordet och kysser Rezas panna. Jag beställer efterrätt, den kommer med brinnande ljus i fast det är mitt i sommaren. Reza säger att det är för mycket men hon rör vid mitt ben under bordet medan vi äter.  

Uddrag af Stryg - Katrine May Hansen

8:

Henrik henter violinen i baglokalet, han bærer kassen som et barn i armene.

Og ikke kun i andægtighed, han er blevet gangbesværet.

Han smiler til hende. De konverserer lidt på italiensk, han husker hende fra da hun bare var en stor pige, han omtaler Piotr med andægtighed og begejstring.

Som den unge forelskede dreng, han i virkeligheden stadig er. Mon egentlig Piotr nogensinde…?

Hun læner sig lidt ind i hans ukomplicerede varme. Fint, at han også har behåret buen, bestemt, Garbo-strenge er fuldt på højde med Pirastro og jo, hun vil gerne prøve violinen nu, her, så de sammen kan beslutte de sidste justeringer. Et øjeblik elsker hun ham for at spørge.

Hun åbner violinkassen, tager violinen op

flammende ahorn, sorteste ibenholt, udstrakt æstetik

beroliger en af strengene med en finger, rolig, rolig. Hun er helt rolig. Hun stiller sig, lægger hagebrættet mod kinden, kaster et blik ned gennem stolen, tjekker forbindelsen til dækket. Justerer finstemmeren på E-strengen. Fatter buen, stryger. Hun overvejer ikke, vandets overflade står lysende foran hende, allerede materialiseret. Hun bukker let. Smiler til Henrik. Han er hendes ideelle publikum, samhørigheden mellem de højt specialiserede intellekter, fagligheden, melankolien. Piotr. Hun spiller. Det er ikke Bach eller Brahms, hun spiller uden forlæg.

Piotr ville korse sig, men Henrik er uforbeholden i sin lydhørhed.

Bag øjenlågene toner noget frem, hun maner det. Først er det fløde, tyk og cremet, så havet, dybt og grønt. Hun lukker øjnene, mærker den knugende fornemmelse mellem skulderbladene løsnes. Spiller et spindelvæv af lyd, åbner øjnene i en sprække, aner farver og kurver foran sig, spiller ind i dem, maner, vil have fat i hele billedet, alle nuancerne, den mindste fregne på den krop, hun har spillet frem, hoftens runding, øreflippens blidhed. Der står en kvinde foran dem, de ser det begge og øjeblikket er der og så er det forbi. Hun sænker instrumentet.

Henrik stirrer på hende

forfærdet. 

Tekst af Sebastian Bergstrøm

det er en vigtig sten i

mit opbyggelige jeg

hvordan jeg rækker mit nummer

til garderobepersonalet

et let buk

et skridt frem

en imødekommende arm

det signalerer en slags målrettethed

når kropsdelene følges ad

det er min jakke og/eller taske

my number is up

en af de sjældne konstanter i verden

garderoben koster tyve kroner men

bliver mere obligatorisk med årene og

et kort øjeblik forestiller jeg mig

at det ikke passer alt

det med inflationen

at samfundskagen alligevel ikke

bager sig for stor til sit tøj og

vi ikke endnu en gang skal

hamstre t-shirts og snørresko

med plads til at vokse i

mens bladene falder af træerne

at jeg alligevel ikke igen

skal rydde fortovet for sne og offentlighed

mens kuglerne falder af træerne

togskinnerne

ikke lægger sig i deres

snørklede cirkulære skydebaner

igen

igen er det månen

vi så alle sammen taler om

det er netop nu du skal se den

næsten helt unikke kombination af positioner

der kan fremskrives med

nøjagtig samme præcision som

garderobeprisen

jeg parkerer min bagage

til månerne bløder

igen

Uddrag fra No hard feelings - Victor Boy Lindholm

min glatte hud

brænder af længsel

fra denne platform

kan jeg nu sige

at hvis man

blev født i 1991

var der meget at fejre

der var en tro

en helt ny slags tro

på fred

en dum tro

som vi griner af i parken

mens vi ligger syge

af dronernes lyde i luften

vi søger skyggen i centeret

med bar mave i parken

viser vi vores sårbarhed

jeg skriver til dronen

at jeg blot er hud

og blod

pakket ind i længsel

vi sidder i et stort støjende

cafeteria

vi runger lidt

forsøger at spise lidt mad

du mærker min glatte hud

og kalder mig din lille dreng

mens jeg viser dig videoer på

youtube

af 12 mænd der sparkes

til døde

da hjerneskallen flækker

det vender sig i mig

denne renhed i cafeteriet

vender det sig i mig

denne nat

som en mur

tung og træt

en bleg skønhed

på russisk tundrabjørn

den sidste trussel

i vildmarkens konstruktion

det er virkelig sket

vi har mistet forbindelsen til

krigen

så hvad nu

du vil se mig riddende

se mig igen og igen

du vil se mig riddende

på en russisk tundrabjørn

under skygger for månen

under skyggerne

hugger du mig ind i dine minder

men soundtracket

soundtracket er en utopi

vi har skabt i varme studier

hvor vi stod foran spejlet

og rensede vores hud

vi dækkede med et tyndt lag

pudder

inden vi lagde os ud i poolen

for at udfolde en nat på vodka

og dårlig juice

med små søde blomster som

small talk

men baby

i nat

i den her nat

har jeg brug for et sted

hvor tiden kan gå

det siger jeg til dronerne

at hvis jeg dør

af det jeg ikke kan se

af 10 mænd i hvide dragter

i hvide biler

hvis jeg dør af det

før alt andet

vil jeg gøre det i en ørken

hvor jeg farer vild

i 40 dage

og 40 nætter

inden jeg bliver hentet

af 10 mænd med langt skæg

der vil male mig orange

og henrette mig på snapchat

sende mig ud i ørkenen

med en eneste ting i hovedet

har du et andet liv

jeg kan leve på hoteller

hvor jeg fra et løbebånd

kun behøver at forstå

at jeg asfalterer ørkenen

og eroderer klipperne

i det her kolde rum

jeg asfalterer olien henover

ørkenen

jeg smører klipperne ind i nye

landskaber

i en ny tid

hvor cellerne deler sig

til små højtalere

der taler om sedimenterne

og nationerne

om tiden der er gået

den lange periode

der skal til

for at forstå

at vi lever i en krig uden helte

den tid er forbi

det vågner vi med hver morgen

en skælven

når vi ser en smal barnekrop

i et hvidt ligklæde

det er det

der flytter os længere

og længere væk fra

hvad vi troede var muligt

jeg stirrer ind i dine øjne

jeg siger at det nok skal gå

at det går væk

den brune sky

der ligger over havene

i denne seng ser vi bruddet

vi vokser op med det

vi trækker os ud af sengen

med hjælp fra planterne

der vokser i loftet

sig ikke at det har været

forgæves

sig ikke at jeg har bevaret

denne hud

så fin

for at blive født på ny

sig at det ikke har været

forgæves

at blive voksen i en liberal

orden

Uddrag fra "Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer" af Johan Davidsen

Til et bryllup uden for Herning ser jeg helikopteren, imens den tyske goms bror forsøger at få blitzen til at virke. Til daglig er han fotograf på et krydstogtskib. Han får den til at virke. I glimt lyser han sensommeraftenen op. Blitzen fyrer forbi selskabet. I samme retning, som det senere sender de kinesiske lanterner af sted ud over de høstklare marker uden at skænke brandfaren en tanke. Jeg vil gerne have lov til at prøve en assault rifle i fred. Tømme den ud over heden. Jeg vil gerne have sex med en kvinde, der er til festen, fordi hun er fra Leipzig og ph.d.-studerende der. Al den viden. En storebror på græsplænen kaster en papkasse hen på sin lillesøsters arm. Hun råber og griner og siger, at nu sover hendes arm. Storebroren siger, at så kan hun se, hvad hun vil gøre nu, sovearm. I værelset jeg går kold i ud på morgenen hænger et billede af et træ. Stammen er rød. Jeg har set det før. Min bror har sagt, det ligner en blødende livmoder. Jeg vågner om natten og tror, der er en person i værelset og tænder lyset og ser det billede.

Digt af Rolf Sparre Johansson

Det er – så nemt at være naiv...

Eller det er – man glemmer at man er

naiv, nej, det er vel det der gør

at man er naiv: at man ikke ved det,

at man ikke ser hvor dumt det er at tro at

noget bare er sådan, at det ikke

kunne være på en anden måde.

Jeg skal hele tiden minde mig selv

om hvor dum jeg er...

Fx tænkte jeg lige på at –

ikke alle identificerer sig med de samme karakterer i en film.

Fx en film – Mississippi Burning eller The Help

der må være nogen som ser sig selv som racisterne eller som

opfatter de voldelige, sadistiske racisters roller som de

onde der får deres retfærdige straf, opfatter den rolle

som problematisk fordi racisten er en blanding af offer og –

hævner? – en der har en gyldig grund til at gøre ting – ...

Jeg troede alle identificerede sig med – fx er der

i begge film en privilegeret hvid kvinde som udsætter sig selv

for risici ved at have kontakt med de sorte, jeg

troede alle ville tænke: yes, sådan vil jeg også være

jeg vil også være den der er ligeglad med mine

privilegier og min sindssyge hvide familie fordi

jeg ved hvad der er det rigtige at gøre...

Et læsested - Martin Glaz Serup

ET LÆSESTED

Mit forhold til Fanø er noget sentimentalt; overdrevent følelsesfuldt; når jeg taler om Fanø er jeg tilbøjelig til at svælge i ømme og vemodige følelser. Jeg – eller er det vi, for nu er jeg jo skilt fra den kvinde jeg boede der sammen med og hvis jeg skriver vi, bliver det vi så et forræderisk vi i forhold til den kvinde jeg bor sammen med nu, nej, det er vel blot et historisk vi, børnene var der jo også, børnene er også med i det vi, og dem vil jeg jo ikke ekskludere, men hvorfor skulle jeg også ville ekskludere den kvinde jeg var gift med, bare fordi jeg ikke er gift med hende mere - Peter Laugesen har en linje et sted, han skriver at man ikke skal pisse på den man var som den man er - så altså: vi boede der kun i to år. Selvfølgelig er det menneskene dér jeg tænker på, det miljø vi var en del af i Sønderho, størrelsen på byen og måden at være sammen på, tiden, jeg tænker på stilheden og jeg tænker på huset vi boede i; men særligt er det naturen der fylder så meget; havet, klitterne, stjernerne, lyden af det hele, alt det rå, vinden ikke mindst, og hvordan den hiver i én, og strand, skov, hede. Landevejen. Løbeturene. Det hele ligger så tæt, så selv på en kortere rute kan man løbe igennem så meget. Fuglene, køerne, sælerne, fårene. Blandt andet løb jeg og lyttede til oplæsninger på de ture, til digte. Her lyttede jeg til Caroline Bergvalls Via, et digt og en oplæsning jeg kendte vældig godt allerede, jeg allerede elskede. Hendes karakteristiske stemme. Diktionen og den ubestemmelige accent. Along the journey of our life half way, I found myself again in a dark wood, wherein the straight road no longer lay - Dale 1996. Digtet er komponeret via de mange engelske oversætteler der findes af Dantes Guddommelige Kommedie; det berømte første vers, eftersigende uoversætteligt. At the midpoint in the journey of our life, I found myself astray in a dark wood, for the straight path had vanished - Creagh & Hollander, 1989. Disse de samme strofer igen og igen, så forskellige, ordnet alfabetisk efter begyndelsesbogstav. Halfway over the wayfaring of our life, since missed the right way, through a night-dark wood, struggling, I found myself - Musgrave, 1893. Og hele tiden Bergvalls stemme, så inciterende, oplæsningen er 10 minutter lang, den er hypnotisk, også ekkoet på den oplæsning, en teknisk fejl går jeg ud fra, er sært... magisk for mig... Oplæsningen og teksten der hele tiden er det samme og hele tiden noget nyt, og ... Hvad tænker jeg her, jeg leder efter et adjektiv... Jeg tænker faktisk: intenst... Oplæsningen og digtet er intenst eksistentielt insisterende. Halfway along the road we have to go, I found myself obscured in a great forest, bewildered, and I knew I had lost the way - Sisson, 1980. På en lang tur, solen, heftig sommer, i kuperet landskab, over klitterne, jeg prøvede at finde ned til stranden fra landevejen på ureglementeret vis; det viste sig umuligt; der var pigtråd, der var vandhuller, sump, eng; jeg prøvede igen og igen at komme igennem men måtte hele tiden vende om, så prøvede jeg en anden sti, en anden vej, efterhånden træt og med gennemblødte sko. Så prøvede jeg en anden sti. Halfway along the journey of our life, I woke in wonder in a sunless wood, for I had wandered from the narrow way - Zappulla, 1998. Så vendte jeg om. Så prøvede jeg en anden sti, den førte ned fra en klit, ind mellem nogle små træer, de blev større, ind i en lysning, jeg måtte stoppe. Det var et underligt sted at stoppe, et underligt sted at stoppe en sti, der var hjulspor, hvorfor, hvorfor sådan en lysning her midt ude i klitlandskabet, jeg svedte. Halfway on our life's journey, in a wood, from the right path I found myself astray - Heaney, 1993. Så så jeg bistaderne, der var mange, de var placeret i en cirkel, inde ved træerne, og jeg stod i midten af den cirkel. Det tog mig lidt tid at finde ud af hvad det var, hvad det var jeg så, hvor jeg var, millioner af bier, forestiller jeg mig, jeg kan ikke huske om jeg faktisk så nogle, men jeg forestiller mig dem, også da jeg var der gjorde jeg pludselig det, forestillede mig at jeg kunne se dem, at jeg kunne høre dem, millioner af bier, mig i midten; jeg vendte om og løb, løb; Halfway through our trek in life, I found myself in this dark wood, miles away from the right road - Ellis, 1994.